Kære LB-medlem
Hermed indkaldes, jf. vedtægternes §7, til ekstraordinær generalforsamling i Lyngby Boldklub af 1921 mandag d. 14. september kl. 17.30 i Klublokalet på 2. sal i Klubhuset.
Adgang og stemmeret til den ekstraordinære generalforsamling har medlemmer, der på det tidspunkt, generalforsamlingen afholdes, er fyldt 16 år, som ikke er i gæld til klubben, jf. § 3 og 4, og som har været medlem af klubben i minimum 30 dage forud for generalforsamlingen. Forældre eller værge til et medlem under 16 år udøver dette medlems adgang og stemmeret med en stemme til generalforsamlingen. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
Tilmelding til den ekstraordinære generalforsamling sker på berit.dohl@gmail.com
Der vil ikke være forplejning til dette arrangement.
Dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling er som følger:
1) Valg af dirigent
2) Etablering af overbygningsaftale for Pigeakademiet
Som en del af etableringen af det nye Pigeakademi ønsker Lyngby Boldklub A/S at lave en overbygningsaftale med Skjold Birkerød Fodbold inden for pigeakademiårgangene (pigeungdom) Godkendelse af overbygningsaftaler er fastlagt i vedtægternes paragraf 10.1.
Bestyrelsen i Lyngby Boldklub 1921 anbefaler, at denne overbygning godkendes, forudsat at aftalen ikke påfører Lyngby Boldklub af 1921 nogen udgifter.
3) Tilføjelse til paragraf 10.1
I forbindelse med overbygningsaftalen for Pigeakademiet indstiller bestyrelsen flg. tilføjelse til paragraf 10.1: "Dog kan spillested, klubfarve og logo for Pigeakademiet godkendes af bestyrelsen uden forelæggelse for generalforsamlingen".
4) Ændring til paragraf 1.1:
Bestyrelsen indstiller flg. ændring til paragraf 1.1.
"Klubbens spillested er Lyngby Idrætsby på Lundtoftevej, og klubbens hjemmebanefarver er blå-hvid-blå, dog kan pige-/kvindeafdelingen efter eget ønske vælge at spille i blå-mørkeblå-blå." foreslås ændret til:
"Klubbens spillested er Lyngby Idrætsby på Lundtoftevej, og klubbens hjemmebanefarver er blå-hvid-blå, dog kan pige-/kvindeafdelingen efter eget ønske vælge at spille i blå-blå-blå. Endvidere kan Pigeakademiet fravige disse bestemmelser, jf. paragraf 10.1
Venlig hilsen
Bestyrelsen i Lyngby Boldklub 1921