Menu

Bedre Børnefodbold

Grundtanker i Bedre Børnefodbold

Lyngby Boldklub har siden 2005 arbejdet målrettet med en ny træningsmodel for U12-afdelingen under overskriften ”Bedre Børnefodbold”. Hovedtanken bag træningsmodellen er: Banestørrelse og antal spillere tilpasses aldersudviklingen, så de yngste spiller 3:3 på små baner, hvorefter der sker en trinvis udvidelse af antallet af spillere samt størrelsen på spillearealet via 5:5, 8:8 og til sidst 11:11. Dette sikrer markant flere boldberøringer for den enkelte spiller, flere spilaktioner og mål samt større overskuelighed.

Et andet grundlæggende træk i Bedre Børnefodbold er, at der i de yngste årgange gøres op med de traditionelle turneringsformer, så der i stedet arrangeres stævner og festivaler med flere, kortere kampe, hvor der i højere grad er fokus på selve fodboldspillet frem for den enkelte kamps resultat.

Hele konceptet i Bedre Børnefodbold bygger på, at udvikling skal ske for alle i et trygt og rart miljø. Det betyder bl.a., at vi har et sæt forældreregler, som du kan finde under punktet ”Forældreregler”, samt at træning og kamp foregår efter følgende principper:

Træning

I Lyngby Boldklubs U12-afdeling træner vi sammen inden for hver enkelt årgang. Dvs. at alle spillere i årgangen møder samme sted, træner med de samme trænere og deltager grundlæggende i de samme øvelser. Vi er naturligvis klar over, at spillerne ikke alle er på samme niveau, og vi arbejder derfor underliggende med et udgangspunkt for differentiering, hvor der på hver årgang findes spillere på minimum A-, B- og C-niveau:

  • I øvelser, hvor vi arbejder med 1 spiller 1 bold, fangelege og lignende, hvor spillerne IKKE ER AFHÆNGIGE AF HINANDEN, kan/skal alle være sammen på kryds og tværs. Dette har både et fodboldmæssigt og et socialt formål.
  • I spil, hvor spillerne er AFHÆNGIGE AF HINANDEN, kan/skal der med fordel differentieres i A-B-C eller A/B-B/C-grupper til den enkelte træningsøvelse.

Kamp

Hovedprincippet for kamp er "Jævnbyrdighed, tryghed og udvikling!".

Princippet for differentiering er det samme som ved træning. Vi kan stille med A-B-C og A/B eller B/C hold. Det vigtigste er, at vi ikke stiller med de samme hold hver gang, og at spillerne ikke altid spiller på samme niveau, men får lov at afprøve deres nærmeste udviklingszoner – både op og ned. Vi har således et mål om 50% på eget niveau, 25 % over niveau og 25% under niveau.

Nyheder

  • Klubnyt
    Fodboldskolen melder alt udsolgt!
  • Klubnyt
    Evt. udmeldelse for den kommende sæson - 2. halvår 2017 - skal ske inden 1. juni
  • Klubnyt
    Børne- og ungdomstræner søges
  • Klubnyt
    U11 tester formen
  • Klubnyt
    Randi fik årets Idrætslederpris!
  • Klubnyt
    235 spillere har allerede tilmeldt sig årets fodboldskole